Malawi spor: juni 2012

onsdag 20. juni 2012

Livet ved Lake Malawi

En turist viser digitale billeder af de lokale drenge

Der spilles fodbold i solnedgangen, så støvet sprøjter

Bilturen fra Lilongwe ned til Lake Malawi og Cape Maclear tager ca. 4 timer. Men turen opleves som overkommelig, for det er som at køre i en stor nationalpark. Landskabet er utrolig smukt og varieret. Og vejen er overvejende af god standard. Jeg bør vel komme tilbage med en fotoserie senere.

Fiskerlandsbyen Chembe ved Cape Maclear er vant til turister, så vi kan gå relativt upåagtet rundt. Men når Julian tager billeder af børnene, som han viser frem, skaber det højlydt begejstring. Der peges på skærmen og grines (no. flires).
Der er overraskende "rent" i jordgaderne, dvs. ikke noget affald. Der kostes så selv løv og småkviste fjernes. Men ingen af ungerne er præget af at der bades i søen hver dag. De har alle et lag støv over hele kroppen.

Kopper, kar, tøj, krop og hår vaskes i vores badevand!

Julian elsker at møde mennesker og er ikke sen til at sætte en leg igang. Og nye impulser er tydeligvis velkomment blandt de lokale børn. Julian ved, at de ikke forstår, men snakker uafbrudt på norsk, mens han konstruerer en pyramide i det løse sand.

Se her gutter, hvordan man bygger et sandslot!

Morgenstemning ved fiskerlandsbyen

Uhyre praktisk at bo ved en ferskvandssø, mht. brug af vand. Et internationalt hjælpeprojekt havde alligevel sørget for at der var offentlige brønde, som sikrede indbyggerne rent vand til mad og drikke. Det hentes så i 10-20 liters spande/baljer, som placeres på hovedet og fragtes hjem.

Drømmen om at blive fisker

Turisten hjælper til med opvasken

Fiskerne på vej ud i bølgerne

Fiskerne tager ud både dag og nat i både som tager 1-2 personer (udhulet træstamme) til større både for ca. 10-15. Ikke alle kan svømme; jeg tør ikke tænke på hvor mange, der forsvinder i nattens stummende mørke. Men det ser man nok som en nødvendig pris.

lørdag 9. juni 2012

En lilongwehverdag

Det er fredag og en hel del mennesker omkring på kloden siger ”thank God it’s Friday”. Jeg kunne sige det samme, ikke fordi det er fredag, men det er dagen hvor EM starter.

Typisk gadeprofil, der hvor vi bor

Solen står op lidt før os. Lyset bryder igennem og folk skal på arbejde. Der iblandt min kone. Mens hun spiser morgenmad er jeg ude og løber. Har fundet en rolig, bilfri rute mellem rigmandsejendommenes fængselsmure. På turen ser jeg folk gå, løbe eller cykle til arbejde. Andre sidder på jorden i grupper og spiser morgenmad: nsima (solid, men næringsfattig majsgrød). Vagterne ved de store jernporte hilser med et smil, når de ser den latterlige, hvide mand i korte bukser (jeg kan bedre li’, at pigerne fniser over de nøgne, muskuløse lemmer). Hjemme igen bander jeg over, at bruseren må presses som en citron for at jeg skal blive våd - vandrørene kunne med rette kaldes luftrør.

RAV’en fra 1997 har været til service og skal hentes. På vejen ser vi aktivitet ved en Total-benzinstation. Hmmm… Der er egentlig for få biler til, at der kan være benzin, selv om det påstås af en Totalansat på nabohjørnet. Vi henter bilen og skynder os tilbage. Jo da, der er benzin i den ene pumpe. Jeg får fuld tank, trods signal om at grænsen går ved 10.000 kwacha (20 liter). Han får en tier som tak, og for at huske mig! Kører til sygehuset og henter sambo Tones bil for at fylde den. Satser på en større station, hvor køen er på 10-12 biler til hver pumpe. Det tager kun 30 min. som fyldes med jævnlige diskusioner med andre bilister; for pludselig får den anden kø den idé at flette med vores. Uden en diktatorisk lederskikkelse behøver dét ikke at gå godt, slet ikke i et land, hvor man venter en uge på at finde benzin. Folk er definitivt fornuftige, og stemningen bliver aldrig aggressiv.

Her tanket jeg fredag. Lørdag: Tomt i pumperne.

Et lille sidespring: Min erfaring er, at den malawiske grundopdragelse må være følgende: Bliver du tiltalt høfligt, da svarer du høfligt og opfører dig hyggeligt. Ethvert møde mellem mennesker starter med et ”How are you?”. Vær gerne først, når du står overfor en politibetjent. Tidskrævende og tvangsmæssigt, ja, men tænk hvad det havde gjort med vores hverdag i det kolde nord…

Benzinen bruser i min krop – dette var en sejr, en heldundrandes og utvetydig sejr. På kort tid har jeg, assisteret af min søn, skaffet bofællesskabet godt 80 liter benzin. Jeg føler sejrens sødme og uddeler High 5 bagover i bilen. Vi vipper begejstret et par gange med det nyopdagede soltag i Tones bil, og kører en unødvendig sejrsrunde mellem de 20-25 ventende biler.

Resten af dagen går jeg utålmodigt og venter på at konen kommer hjem. Vel, da vaskemaskinen er brudt sammen forsøger jeg at få tøjet vasket på et vaskeri. En hyggelig og snakkesalig indiskfødt møder mig, mens han samtidig herser med de lokale ansatte, som desperat tæller min families beskidte sokker og trusser. Det bliver kr. 650 hører jeg, uden helt at være sikker på min valutaomregning. Uaktuelt! Jeg kan få nyt tøj for de penge. Indisk griskhed må det være. Send ham tilbage til Sydafrika, hvor han kommer fra. Hjemme får jeg skyllet mit løbetøj inden jeg udmattet falder sammen i campingstolen (med en øl). Finder omsider nogle sidste kræfter til at lave en dejlig middag… Og så: Endelig, endelig kan jeg sætte mig ned i sofaen og nyde Polen-Grækenland.

En lang og anstrengende dag går mod slutten. Kun legendariske, sukkersprængfyldte Coca Cola kan holde mig vågen til den senere, ualmindeligt underholdende kamp Rusland-Tjekkiet, som jo ender 4-1. Klokken er 22.45, når jeg går tilfreds i seng. Om godt 19 timer går Danmark i gang med at mose de orange. (Forventningens glæde er af mange undervurderet).

onsdag 6. juni 2012

Fodbold-EM, TV og øl

Håbløst! Fotograf: Jens Buettner, kilde: www.bt.dk

Endelig oprandt den store dagen, hvor jeg skulle sikre mig rettighederne til at se UEFA Euro 2012 i 3 uger. Havde måske ikke helt samme spænding i kroppen som fluefiskerne, der vil sikre sig ret til at fiske laks i Stabburselven.

Huset jeg bor i, havde en grundpakke, så jeg måtte opgradere til de kostbare sportskanaler. Vel værdt det, når man uanset ikke går udenfor ejendommens høje murer efter mørkets frembrud, dvs. lidt før kl. 18.00. Så må det da være tilladt at vie lidt tid til TV, selv om man er i Afrika.

Historien jeg skal fortælle, handler selvfølgelig ikke om fodbold, TV og øl, men jeg fik vel sorteret mindst 50 % af læserne væk.

Her i Malawi betales der gerne kontant for varen eller tjenesten. Kredit og udsendelse af regninger er ikke noget, man har lyst til at basere sig på. Vil man se TV, betaler man for en måned frem. Det sker ikke ved at betale på internet. Nej, du møder op på et kontor, vælger din programpakke og betaler cash i malawiske kwacha. Omkring 16.000 eller 32 stk. 500-sedler denne gang (ca. 400 kr). Men først ville familiens yngste medlem bæsje (norsk). Og det til den store guldmedalje. Mange har sikkert haft lyst til at ”skide på” TV-distributøren, bare en gang imellem. Sønnen gjorde det; for så vidt uden anden grund end den naturlige. Om de ansatte spekulerede på, hvor vi blev af dér på bagrummet, ved jeg ikke noget om. Og pengene var lige velkomne… Hvad? Sæbe??

Så til det egentlige ærinde. How are You? I’m fine udveksles begge veje som altid, og penge skifter ejer (helt i orden). Med kvittering i hånden går du til næste kø, hvor en anden mand sørger for at få TV-signalet aktiveret umiddelbart. Og dette fremragende oplæg må så alle, som sogner til det lokale ”Canal Digital”-kontor stille op på. Hver måned! DET er ressourcebrug, så det batter. 40 min. brugte jeg ved valg af et gunstigt tidspunkt, toiletbesøg ikke medregnet.

Skal du KØBE et TV bør du medbringe en sæk med pengene og måske en sikkerhedsvagt, for 200.000 i godt slidte og til dels hårdt udsatte kwacha fylder en del.

På lørdag skal de orange smage på dansk dynamit - men kære TV-producent: Ødelæg nu ikke showet med de åndsvage kjoler!