En lilongwehverdag

Det er fredag og en hel del mennesker omkring på kloden siger ”thank God it’s Friday”. Jeg kunne sige det samme, ikke fordi det er fredag, men det er dagen hvor EM starter. 

Typisk gadeprofil, der hvor vi bor

Solen står op lidt før os. Lyset bryder igennem og folk skal på arbejde. Der iblandt min kone. Mens hun spiser morgenmad er jeg ude og løber. Har fundet en rolig, bilfri rute mellem rigmandsejendommenes fængselsmure. På turen ser jeg folk gå, løbe eller cykle til arbejde. Andre sidder på jorden i grupper og spiser morgenmad: nsima (solid, men næringsfattig majsgrød). Vagterne ved de store jernporte hilser med et smil, når de ser den latterlige, hvide mand i korte bukser (jeg kan bedre li’, at pigerne fniser over de nøgne, muskuløse lemmer). Hjemme igen bander jeg over, at bruseren må presses som en citron for at jeg skal blive våd - vandrørene kunne med rette kaldes luftrør.

RAV’en fra 1997 har været til service og skal hentes. På vejen ser vi aktivitet ved en Total-benzinstation. Hmmm… Der er egentlig for få biler til, at der kan være benzin, selv om det påstås af en Totalansat på nabohjørnet. Vi henter bilen og skynder os tilbage. Jo da, der er benzin i den ene pumpe. Jeg får fuld tank, trods signal om at grænsen går ved 10.000 kwacha (20 liter). Han får en tier som tak, og for at huske mig! Kører til sygehuset og henter sambo Tones bil for at fylde den. Satser på en større station, hvor køen er på 10-12 biler til hver pumpe. Det tager kun 30 min. som fyldes med jævnlige diskusioner med andre bilister; for pludselig får den anden kø den idé at flette med vores. Uden en diktatorisk lederskikkelse behøver dét ikke at gå godt, slet ikke i et land, hvor man venter en uge på at finde benzin. Folk er definitivt fornuftige, og stemningen bliver aldrig aggressiv. 

Her tanket jeg fredag. Lørdag: Tomt i pumperne.

Et lille sidespring: Min erfaring er, at den malawiske grundopdragelse må være følgende: Bliver du tiltalt høfligt, da svarer du høfligt og opfører dig hyggeligt. Ethvert møde mellem mennesker starter med et ”How are you?”. Vær gerne først, når du står overfor en politibetjent. Tidskrævende og tvangsmæssigt, ja, men tænk hvad det havde gjort med vores hverdag i det kolde nord…

Benzinen bruser i min krop – dette var en sejr, en heldundrandes og utvetydig sejr. På kort tid har jeg, assisteret af min søn, skaffet bofællesskabet godt 80 liter benzin. Jeg føler sejrens sødme og uddeler High 5 bagover i bilen. Vi vipper begejstret et par gange med det nyopdagede soltag i Tones bil, og kører en unødvendig sejrsrunde mellem de 20-25 ventende biler.

Resten af dagen går jeg utålmodigt og venter på at konen kommer hjem. Vel, da vaskemaskinen er brudt sammen forsøger jeg at få tøjet vasket på et vaskeri. En hyggelig og snakkesalig indiskfødt møder mig, mens han samtidig herser med de lokale ansatte, som desperat tæller min families beskidte sokker og trusser. Det bliver kr. 650 hører jeg, uden helt at være sikker på min valutaomregning. Uaktuelt! Jeg kan få nyt tøj for de penge. Indisk griskhed må det være. Send ham tilbage til Sydafrika, hvor han kommer fra. Hjemme får jeg skyllet mit løbetøj inden jeg udmattet falder sammen i campingstolen (med en øl). Finder omsider nogle sidste kræfter til at lave en dejlig middag… Og så: Endelig, endelig kan jeg sætte mig ned i sofaen og nyde Polen-Grækenland.

En lang og anstrengende dag går mod slutten. Kun legendariske, sukkersprængfyldte Coca Cola kan holde mig vågen til den senere, ualmindeligt underholdende kamp Rusland-Tjekkiet, som jo ender 4-1. Klokken er 22.45, når jeg går tilfreds i seng. Om godt 19 timer går Danmark i gang med at mose de orange. (Forventningens glæde er af mange undervurderet).