Ved vejs ende

This is the End… Jeg startede med citat av Mandela og slutter med Jim Morrison (The Doors). The End of african skywalking. Zikomo/tak, det er tid til at rejse hjem. Mine spor er sat, men vil nok ikke gå over i historien som Livingstones eller Karen Blixens gjorde det. Jeg tror, mine spor er nok så uanselige. Sporene er i virkeligheden afrikanske og har sat sig i mig. Jeg har lært noget om en lille del af Afrika, og det var ikke på nogen måde dét jeg ventede. Dertil har opholdet været for komfortabelt. Jeg og min familie har ikke lidt nogen nød, har ikke været plaget af dyr/kryb (bortset fra vores egne vagthunde, som keder sig om natten) og ikke været nævneværdig syge. En tandskade skal jeg ikke bebrejde Malawi, man kan lade være med at spise skolekridt. Nej, Afrika var en uforbeholden positiv erfaring.

Klimaet/vejret har været fantastisk godt. Dagtemperaturer mellem 19 og 25 grader og sol fra skyfri himmel næsten hver dag. OK, der har været truende regnskyer, men de har aldrig åbnet butikken. 3 måneder uden regn, Bergen! Og Tromsø for den sags skyld… :-(

Menneskene har lært mig noget. Jeg håber det bliver hos mig længe, og i hvert fald mere end 1 uge. - Vi er jo utrolig gode til at falde ind i den samme, gamle rytme. Jeg håber at huske, at et møde med en hvilken som helst fremmed kan starte med et smilende How are you? / Muni bwanji?

Til slut vil jeg takke de som fulgte mig på bloggen, de som har taget imod mig i Malawi og ikke mindst de som gjorde denne oplevelse mulig. Hvis du, som læser dette, ønsker at følge min kones erfaringer med malawisk sundhedssektor og andet , så fortsætter historien et stykke tid til, her: http://helenaimalawi.blogspot.com/.