Kvaler

Baobabtræ

Det er igen morgen. Klokken er blevet 5.45 og solen er fortsat ikke stået op. Denne gang vækket af moskéens kortvarige, men effektive messen kl. 4.55. Smukt afløst af varieret fuglesang. Hønsene sover længe, og hundene har været nattestille flere dage. En fjern og kontinuerlig lyd af 2-takters bådmotor får jeg ikke helt til at stemme. De fleste ville have sovet videre, men jeg er færdig. Tankerne går i gang.

Hvorfor ikke fortælle om vor fysiske og psykiske tilstand, og spekulere lidt på i hvilken grad det er den store omvæltning i hverdagen, som er årsag til forskellige tilstandsændriger.

Mad. Måltider har ført til længere og kortere maveproblemer for alle, men det er jo typisk. Vedvarende manglende madlyst er ikke normalt for os. Mest tydelig hos Julian, som ikke vil spise noget, der smager anderledes. - Hans mave har det bedst! Energimangel kan registreres som sporadisk irritation hos os alle. (NB. jeg kan kun løbe i 10 min. før jeg føler mig helt flad).

Psyke. Det tager tid at opdage en markant ændring i både ens egen og andres sindstilstand. Men vi diskuterer om vi har gjort en opdagelse: Helena har været påvirket af de psykosociale aspekter af mødet med en ny arbejdsplads, hvor arbejdskultur og -miljø er radikalt anderledes. Chefer som optræder overraskende arrogant, kolleger som ekskluderer, holdning til patienter, som ikke betaler(!), mangel på systemer. Dét, og ikke den medicinske situation, har ført til en depressiv reaktion. Vor samboer var i går sikker på, at dette var tydelige og genkendelige bivirkninger af malariamedicinen. Så den skippes/erstattes fra dags dato.

Julian har også tidvis været en anden person. En del muthed/sutring over bagateller, enkelte gange har det i løbet af sekunder gået fra skuffelse til tristhed, til fortvivlelse og relativ langvarigt raseri. Mange faktorer kan spille ind, f.eks. træthed og sult, men karakterskiftet kan også skyldes malariamedicinen – det er lidt skræmmende. Vi overvåger de næste dage.

Jeg selv?… Lige frejdig og sprudlende som altid!!!? Har ikke mærket humørskifte.

Oralt. For en uge siden var jeg til et nødvendigt tandlægebesøg. Jeg havde skadet en tand, som følge af skolekridt, af typen man kan spise. Mange tanker og bekymringer lagret sig op inden jeg havde time. - Hos iranske Anousch Mazloum, anset af hvide som den bedste i byen. Jeg troppede op i receptionen og mødte der en lokal patient, iklædt Tromsø ILs fodboldtrøje!!! Roen sænket sig og Anousch var så hyggelig, at besøget næsten fordrer en gentagelse.

Allergi. Julian har lidt pollenallergi derhjemme og har haft reaktioner på sydlige ferier, så han tager antihistamin for det. Men hernede har vi konstateret, at plagerne alligevel kommer og hovedsagelig viser sig indendørs. Noget jeg også mærker. Og støvkoncentrationen i huset er da også enorm. Støvsuger findes ikke i huset (vi køber snart), så rengøring foregår ved brug af gulvmoppe: Støvet flyttes rundt, gulvet ser midlertidig rent ud, men egentlig er der ingen forandring. Støvet lagres i sengetøj, puder og sofa, hvor vi tilbringer en hel del af døgnets timer. Ikke optimalt.

Det var de lidt negative sider ved dagliglivet i Afrika. Alt kan ikke være rosenrødt. Men totalt set har vi en krop, som fungerer helt tip-top. Og Malawi fylder os med fantastiske oplevelser, som vi kan leve uendelig længe på… Som et baobabtræ http://no.wikipedia.org/wiki/Baobab.

.

Dyrene i Afrika

I dag har jeg fået lov til at præsentere nogle af fotograf Julians billeder. Højformatbilledet er redigeret af mig, de andre er ubehandlet.

 

Impalaer

Flodheste

Komoran og Kingfisher

Termitbo

Krokodille

Fotos fra Kamuzu Central Hospital

Farverige kvinder på vej til sygehuset

Morgenstemning hos Guardians (pårørende)

Guardians

Køen til børneklinikken

Kiosk udenfor sygehuset

Fysiske love på prøve

Det er fysisk umulig, men dog set i Malawi, når 10-15 levende (men dødsens skrækslagne) høns hænger med hovedet ned fra cykelstyret, dinglende ind og ud mellem de roterende eger – uden at få hovedet kappet! Er det ikke ligeså umulig at forestille sig en ged ligge rolig og afslappet på en bagagebærer str. XXL? ... og dobbelt så umuligt, når to geder ligger tvangsbundet fod mod fod – uden at klage synderligt…???

Cyklen har virkelig fået indpas, og Statens vegvesen burde lønne en udsendt iagttager højere end højest for vigtige observationer. Potentialet for endnu flere på cykel er stort, og motivationen burde være på top med benzinpriser som derhjemme (ikke mindst når indtægten er en latterlig brøkdel af vores). Og de finder da også på: Jeg har set mange cykeltaxier kørt af tynde drenge, som må have enorme lårmuskler. Taxien er udformet med en pude på bagagebæreren. Siden taxien også tager kvindelige passagerer, lagde jeg specielt mærke til en yngre, hvid kvinde. Jeg har nu været her et par uger, og syntes at noget var galt. Havde hun ikke sat sig forkert, dér bagved?? Set fra et lokalt ståsted, vil jeg antage, at hun havde sat sig lidt ufeminint med et ben på hver side af bagagebæreren. Pludselig opdager jeg, at moderne udvikling også ændrer på vor opfattelse af anstændig adfærd. Jeg er selv opmærksom på ikke at rette mine fodsåler mod andre, når jeg er på rejse. Det kan virke stødende. I vores del af verden smider man hellere end gerne de beskidte sko op på sæder i forskellige transportmidler; helt ligegyldig til at andre skal sidde der. Nå, det var en digression.

Cyklen bliver også brugt til at fragte 30-40 kg armeringsjern i længden 5 m, brænde stablet næsten 2 m i højden fra bagagebæreren, eller sukkerrør i længden 1 m, bundtet og kilet på tværs imellem cykelrammen – utrolige syn for øjet.

Det andet øje holder øje med kvinderne! - Hvilken kraft! Hvad de ikke kan finde på at bruge hovedet til: 10 kg tomater, familiens vasketøj, en kabinekuffert… Samtidig som de bærer et barn på ryggen, og har et i hånden.

Men værst har minibussen det. Mennesker nærmest skovles ind. Og de rejser ikke akkurat tomhændet, som jeg har antydet. (men hvis ikke deodorant var en luksusvare, så kunne der have været én til). Bunden af bussen skraber hen ad asfalten, og kofangere flyver om ørene på folk i mødet med den 30 cm høje vejkant, som minibussen er nødt til at forcere for at plukke passagerer op. Vejskulder er et ukendt begreb, her amputeres ved halsen.

Trafiksikkerhed er definitivt ikke noget, jeg kan belaste hjernen med under dette ophold. Det får gå som det går, så blir det som det blir.

Norges nasjonaldag hos ambassadøren

Vi var invitert med på 17. mai-feiring hos ambassadøren, til tross for ukorrekt nasjonalitet (17. maj er en meget vigtig dag for nordmænd). Toget startet hos ambassadørens residens og gikk ca. 400 m til en annen ambassadebolig. Mon ikke vi var mer enn 40 i toget. Mye hurra, men få tilskuere. De få fikk seg til gjengjeld en ekstraordinær opplevelse. Også jeg, da en pick up lastet med politi i kampuniform passerte - smilende og vinkende.

Feiringen foregikk i en frodig hage, der det var klargjort for barnelek og hagefest. Herlig, tradisjonell mat ble servert til stor glede for alle skandinaver: Pølse med brød/lompe, laks og eggerøre, lapskaus, rømmegrøt og påfølgende kakebord. Det ble solgt lodd til fordel for bestemødre, der barna hadde mistet sine foreldre som følge av HIV/Aids. Mer enn 100.000 kwacha kom inn.

Mange hyggelige folk. Tydelig påvirket av malawisk warm heart, der alle viste alle interesse. En «Once in a lifetime»- opplevelse.

Lyde i en typisk afrikansk hovedstad?

Klokken er vel 5, når hønsene vågner til liv. De kan jo have været vågne en stund, men kl. 5 kan de ikke længere vente med at fortælle omverdenen at 17. maj, Norges nationaldag, står for døren. Andre indenfor fuglefaunaen jubler: Så er vi i gang! Små sangere konkurrerer, duerne kurrer og kragerne gør sig mindre heldig bemærket.

Vi er midt i byen. I hovedstaden Lilongwe. Vi er flyttet fra stille Annie’s Lodge til støjende «Tones hus». Men det er ikke trafikstøj eller højrøstede mennesker som præger lydbilledet. Det er altså dyrelivet. I går aftes, når familien skulle forsøge at sove under myggenettet i den 2x2 m store seng, var det hundene som diskuterede 17. maj-forberedelser… Begynder én hund, og det var sikkert vores egne vagthunde, vil man snart høre nabohunde 2-3 km væk!? Nå, det vænner vi os til… Mer beroligende var vagtens nynning på chichewa, når han gik frem og tilbage ved den store jernport 20 m fra os. Men jeg skal ikke klage, så længe jeg ikke hører dyreliv i soveværelset. For dét kan virkelig ødelægge nattesøvnen.

Klokken er 6, solen er netop stået op og lyser med sit røde skær ind mellem vinduets dobbelte jerngitter (her kommer ingen ind… eller ud!). Hønsene er fortsat i gang, og jeg må også op. Om en time, kl. 7, har jeg fået i opgave at køre vore samboere til arbejde og skole. Så kan vi selv bruge bilen til at køre til 17. maj-fejringen

Til det norske folk vil jeg hermed udråbe et rungende Gratulerer med dagen! Ingen som hørte mig???

Første dage i Malawi

Bare noen få dager uten norsk, da blir det plutselig mere naturlig å snakke og skrive dansk. Hvorfor ikke tillade mig dette? Rejsen herned gik smertefritt, men var alligevel lang. Malawi fra luften var en frodig oplevelse; dyrkede marker, grønne skove, røde jordveje og brune landsbyer. Landsbyer, som vi tror de skal se ud!

Ankomsten var dog ikke rosenrød. Bagagen var ikke med, og de som skulle hente os, troede vi kom fra Dar-Es-Salam, ikke Addis Ababa. De sad derfor i en anden etage og drak kaffe, da vi måtte tage en taxa mod det ukendte. Vi nåede frem til Annie’s Lodge i udkanten af byen (4 km fra hovedstadens centrum!). Her fandt vi et par murbygninger omgivet af en frodig have – bambus på 10 m og et enormt gummitræ – omgivet af 2,5 m høje murer. En tryg oase. Og uden gæster bortset fra den nette og hyggelige, indisk-udseende nabo fra Berlin.

Vi hentede bagagen næste dag, og det lettede faktisk lidt på humøret. - At genskaffe indholdet lokalt ville tage mindst 3 mdr. Og koste millioner af malawiske kwacha. Kwachaen blev iøvrig devalueret med 40 % i mandags.

Vi har fået en godt slidt, firehjulet RAV4 stillet til rådighed. Men jeg havde altså ikke intention om at køre her, slet ikke da der er venstrekørsel og rattet sidder i «forkert» side. Men efter godt et døgn sad jeg alligevel bag rettet, sandsynligvis uden gyldigt kørekort, uden barnestol, ålende mig gennem hovedstaden efter et enkelt bykort, hyppigt repeterende: Venstre side, venstre side, venstre side... Havde egentlig ikke noget valg.

For øvrig måtte vi straks fylde tanken, og som følge af mangel på benzin står man i kø i timer, dage eller uger.  Indespærret i en bil i stegende sol blev opgaven heldigvis klaret på kun 1 time. Stor tak til min søn, som stadig kom med opmuntringer som: Åhhhr, hvor er vi kommet langt! Pappa, vi klarer en halv time til… Aldrig før har jeg været så glad for at få lov til at fylde tanken og betale en formue! Følte at jeg havde sparet et par dage af mit liv. Alligevel: Lad der gå lang tid til næste gang.

Klar for avgang

Så er kofferter pakket og noe vekt omfordelt. Vi skal sende ca. 65 kg bagasje med flyet til Malawi. Julian vet enda ikke at han selv må ta sin koffert. I tillegg kommer håndbagasje med pc, kameraer, videokamera etc. Pusekatt skal visst også med!
Bilen er pakket inn som om den skal på seriøs telttur. Så kan måsene skite så tosset de vil.
På jobben var det en forrykendes avslutning. Litt hektisk da Vegdirektoratet var skeptisk til min bruk av rødt landingslys i en miljøgata. Spørsmålene måtte undersøkes nærmere. Men jeg har en plan....

Mot slutten av arbeidsdagen ble det nesten for mye. Min fantastiske arbeidsgiver, representert ved min sjef, har ikke bare lagt til rette for mitt 3 mdr. fravær! Nei, i tillegg kommer hun med kake for å gjøre stas på min Afrika-reise - helt superherligt. Og mine kolleger mente det var min tur til å vinne i vinlotteriet.

Solen skinner og snøen smelter, Tromsø på sitt beste!? Takk til venner og gode kolleger for alle hilsner, takk for en uforglemmelig finale. Ingen tvil om at jeg gleder meg til å komme hjem!

Til slutt en liten setning fra en stor mann som besøkte Tromsø for 7 år siden. Møntet på alle tromsøfolk: ...so you are now all Africans (Nelson Mandela). Da er det ikke unaturlig å reise til Malawi, og vi gleder oss.