Klokken er
vel 5, når hønsene vågner til liv. De kan jo have været vågne en stund, men kl.
5 kan de ikke længere vente med at fortælle omverdenen at 17. maj, Norges
nationaldag, står for døren. Andre indenfor fuglefaunaen jubler: Så er vi i
gang! Små sangere konkurrerer, duerne kurrer og kragerne gør sig mindre heldig
bemærket.
Vi er midt i
byen. I hovedstaden Lilongwe. Vi er flyttet fra stille Annie’s Lodge til
støjende «Tones hus». Men det er ikke trafikstøj eller højrøstede mennesker som
præger lydbilledet. Det er altså dyrelivet. I går aftes, når familien skulle
forsøge at sove under myggenettet i den 2x2 m store seng, var det hundene som
diskuterede 17. maj-forberedelser… Begynder én hund, og det var sikkert vores
egne vagthunde, vil man snart høre nabohunde 2-3 km væk!? Nå, det vænner vi os
til… Mer beroligende var vagtens nynning på chichewa, når han gik frem og
tilbage ved den store jernport 20 m fra os. Men jeg skal ikke klage, så længe
jeg ikke hører dyreliv i soveværelset. For dét kan virkelig ødelægge
nattesøvnen.
Klokken er
6, solen er netop stået op og lyser med sit røde skær ind mellem vinduets
dobbelte jerngitter (her kommer ingen ind… eller ud!). Hønsene er fortsat i
gang, og jeg må også op. Om en time, kl. 7, har jeg fået i opgave at køre vore
samboere til arbejde og skole. Så kan vi selv bruge bilen til at køre til 17.
maj-fejringen
Til det
norske folk vil jeg hermed udråbe et rungende Gratulerer med dagen! Ingen som
hørte mig???
Hei!
SvarSlettFint å se at dere er kommet vel frem og har det bra! Har prøvd å kommentere på bloggene deres tidligere, men både Reidar og eg plages med å få publisert våre kommentarer.......vi er jo notiser i bloggeverden! ;))
Vi har det bra, i går feiret vi 17. Mai i 14 grader og sol, vi gikk i småbarnstoget, spiste sukkerspinn og kjøpte gassballonger til flere hundre kroner...... I dag øser regnet ned og det gjør for såvidt ingenting for no lengter vi etter sommer og grønne plener og sol og varme. Vi var på Sommarøya og grilla ifrå kveld, og der hadde vår stormen på mandag ødelagt leveggen og campingvogna var flytta 20 cm nærmere havet, så der har vært store krefter i sving! Leah snakker med dukkene sine om at onkel Erik er i Afrika, - at dere er der alle 3 ser ikke ut til å skli inn når vi nevner det! Ellers er alt som før ungene krangler, hunden vokser og Reidar investerer i stadig større linser til sitt kamera......
Hils de andre, gleder oss til å følge fortsettelsen i bloggene. Du er veldig flink å skildre dagliglivets lyder og dyreliv. Morsomt å lese. Stor klem til dere alle fra oss. Tove