Bare noen få dager uten norsk, da blir det plutselig mere
naturlig å snakke og skrive dansk. Hvorfor ikke tillade mig dette? Rejsen
herned gik smertefritt, men var alligevel lang. Malawi fra luften var en frodig
oplevelse; dyrkede marker, grønne skove, røde jordveje og brune landsbyer.
Landsbyer, som vi tror de skal se ud!
Ankomsten var dog ikke rosenrød. Bagagen var ikke med, og de
som skulle hente os, troede vi kom fra Dar-Es-Salam, ikke Addis Ababa. De sad
derfor i en anden etage og drak kaffe, da vi måtte tage en taxa mod det
ukendte. Vi nåede frem til Annie’s Lodge i udkanten af byen (4 km fra hovedstadens
centrum!). Her fandt vi et par murbygninger omgivet af en frodig have – bambus
på 10 m og et enormt gummitræ – omgivet af 2,5 m høje murer. En tryg oase. Og
uden gæster bortset fra den nette og hyggelige, indisk-udseende nabo fra
Berlin.
Vi hentede bagagen næste dag, og det lettede faktisk lidt på
humøret. - At genskaffe indholdet lokalt ville tage mindst 3 mdr. Og koste
millioner af malawiske kwacha. Kwachaen blev iøvrig devalueret med 40 % i
mandags.
Vi har fået en godt slidt, firehjulet RAV4 stillet til
rådighed. Men jeg havde altså ikke intention om at køre her, slet ikke
da der er venstrekørsel og rattet sidder i «forkert» side. Men efter godt et
døgn sad jeg alligevel bag rettet, sandsynligvis uden gyldigt kørekort, uden
barnestol, ålende mig gennem hovedstaden efter et enkelt bykort, hyppigt
repeterende: Venstre side, venstre side, venstre side... Havde egentlig ikke
noget valg.
For øvrig måtte vi straks fylde tanken, og som følge af
mangel på benzin står man i kø i timer, dage eller uger. Indespærret i en bil i stegende sol blev
opgaven heldigvis klaret på kun 1 time. Stor tak til min søn, som stadig kom
med opmuntringer som: Åhhhr, hvor er vi kommet langt! Pappa, vi klarer en halv
time til… Aldrig før har jeg været så glad for at få lov til at fylde tanken og
betale en formue! Følte at jeg havde sparet et par dage af mit liv. Alligevel: Lad
der gå lang tid til næste gang.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar